Bambi (Denmark)

15 Juni 2017

Synet der møder betjentene er surrealistisk. En gruppe rige unge har udført hvad der ligner et hedonistisk ritual, og det er endt i et blodbad. Er der en massemorder på spil? Er det et kollektivt selvmord? En dødskult? Da endnu en gruppe unge findes døde, er politiet stadig på bar bund, og kriminalinspektør Zack Herry, hvis liv for første gang i lang tid er på ret køl, tilknyttes sagen. De blodige omstændigheder hjemsøger ham, og Zack er overbevist om, at han kan løse gåden om de unges død, hvis bare han kan finde kilden til de små, lyserøde piller med Bambi på, der triller rundt som et spor mellem de to sager. 


Bambi er tredje, fritstående bind i Herkulesserien af Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som har solgt over 200.000 bøger i hjemlandet Sverige. 


"Svenske Zack lige så god som norske Hole

De to forfattere kan deres kram. Plottet er skruet godt sammen, så vi følger politifolkene kun langsomt og ikke uden vildveje nærme sig en opklaring, alt imens spændingen stiger. Forfatterne er så ferme, at de ikke behøver billige tricks som at lade politfolkene få en afgørende information, som læserne først får 100 sider længere fremme. Med andre ord er vi informationsmæssigt på niveau med romanfiugurerne. Sproget er levende og flyder, som det skal. Så også oversætteren fortjener ros."

Henning Frandsen, JV


"Selvom historierne om Zack er voldsom læsning, er det samtidig også romaner, der er svære at slippe. Det klæder virkelig plottet og serien, at der i dette bind også er blevet plads til lidt lykke og lyspunkter for den martrede helt. Forfatterparret har som sædvanlig fuldstændig styr på deres handling, og de ultrakorte beskrivelser og det konstante skift mellem især de seks politifolk giver historien liv og drive.
   Det bliver ikke meget bedre, og det skal blive spændende at følge Zack i kommende bind."

Litteratursiden


"Også Zack kæmper med moderskikkelser, også han er på jagt efter en, der bliver ved at undslippe, og som i et sandt græsk drama er raseri og galskab altopslugende.

   Der er ikke sparet på gruen med unge, der har revet og flået hinanden til døde, mens små lyserøde piller med bambimotiv triller rundt omkring dem. Zack fremstår som et levende menneske med fejl og afvæbnende sider.

   En af hovedpersonerne er nærmest karikeret ond, men Zacks kolleger tegnes nuancet i en roman, som fører os både ned i Stockholms underverden og ind i dekadent rige kredse, inden nettet strammes om hinden."

Politiken